Hvem er vi?
Vi er to unge champagneentusiaster, som lærte hinanden at kende, da vi begge i en periode boede i en mindre by i Frankrig, der ligger knap tre timers kørsel fra Champagne. Med vores fælles store interesse for god mad og vin varede det ikke længe, før vi tog den første tur til Champagne. Hurtigt blev vi begge grebet af smagen af, historien om og charmen ved Champagne.
Siden det første møde er det blevet til flere ture rundt i Champagne regionen samt masser af gode diskussioner med forskellige champagnebønder. Vi har været privilegerede at blive inviteret til meget intense smagninger, både af færdige Champagner og af den nypressede druemost. Dette har medvirket til den fascination, vi nu begge besidder for Champagnen. Champagne er simpelthen blevet en interesse, som vi entusiastisk har dyrket siden mødet med regionen!
Hvorfor så starte Champagneriet?
Vi har startet Champagneriet, fordi vi synes det er sjovt, fordi vi kan lide at dele vores begejstring for Champagne, og fordi vi er i stand til at formidle sjældne, gode Champagner til fornuftige priser.
Vi er meget principfaste omkring kun at sælge Champagner, som vi mener, vi kan stå fuldstændigt inde for, og som vi selv synes smager fantastisk. Det vil sige, at vi udelukkende går efter kvalitet, og at vi går helt uden om producenternes billigere, mere populistiske varianter.
Vi håber, at I vil sætte pris på vores udvalg, og ønsker jer en rigtig god fornøjelse.
David Nolan og Anders Bræmer