Før 1800-tallet
Vine fra det franske distrikt Champagne var allerede kendte ved udgangen af 1400-tallet. Både kirker og klostre havde vingårde tilknyttet, og munke producerede vin til brug ved nadveren. Franske konger blev traditionelt kronet og døbt i byen Reims, der ligger i Champagne-distriktet. I disse forbindelser blev der drukket vine fra distriktet. De fleste konger nød den lette og friske vin og medbragte den som gave til andre monarker i Europa. I det 17. århundrede blev vine fra Champagne drukket ved festligheder i flere europæiske lande. Briterne drak megen mousserende vin og var faktisk de største forbrugere af vine fra Champagne.
Dom Perignon
Den almene opfattelse af, at det var munken Dom Perignon, der opfandt champagnen, er forkert. Han var den første til at studere og dokumentere processen og bibragte nye og mere effektive produktionsmetoder og materialer. Et af de mest betydningsfulde bidrag var ståltrådsnettet, der holder korkproppen på plads, således at den ikke skydes af under fermenteringsprocessen. En anden udbredt teori er, at champagne blev opfundet ved et uheld, men dette er heller aldrig blevet bevist.
Fra 1800-tallet til i dag
Fabrikanterne tillagde deres produkters historie og identitet stor værdi. Det handlede om at associere champagnen med adelen og kongehuset og gennem en for den tid aggressiv markedsføring, begyndte verden langsomt at knytte champagne til festligheder og betragte den som en luksusvare. Dette skete i en tid, hvor den højere middelklasse var hastigt voksende, og hvor der hele tiden var behov for nye metoder til at højne sig selv socialt. Champagnens "duft" af adelighed gjorde netop dette.
Champagnen markedsføres
I 1866 valgte en af datidens store berømtheder, den engelske George Leybourne, at gøre reklame for champagnen. Champagnefabrikanten Moët kontraherede med ham om at skrive og opføre sange, der lovpriste champagnens herligheder. Sangene havde fokus på smag, velstandssymbolikken og "det gode liv". I kontrakten indgik også, at Leybourne offentligt ikke drak andet end champagne. Leybourne blev betragtet som et sofistikeret menneske med smag, og han var med til at fastslå champagne som et middel til fremme af social status. Dette var en - efter tidens normer - stor marketingssucces, og helt indtil i dag har kampagnen sat sine spor omkring champagnen.
I slutningen af 1890 valgte Laurent-Perrier at starte en kampagne baseret på, at kong Leopold II af Belgien, kong Georg I af Grækenland, hertug Alfred af Sachsen-Coburg og Gotha, grevinde Margaret Cambridge af Cambridge og John Lambton, baron af Durham samt andre adelige, riddere og militærpersoner var champagnedrikkere. Selv om champagnen var knyttet til den adelige og kongelige prestige, blev der også brugt energi på at sælge champagne som et produkt, der kunne nydes af enhver i enhver anledning. Denne marketingstrategi virkede, for ved indgangen til det 20. århundrede kom størstedelen af champagnedrikkerne fra middelklassen.
Op gennem 1920'erne gjorde champagneproducenter en aktiv indsats for at markedsføre deres produkter over for kvinder. Dette var i stor kontrast til de ellers maskuline træk, man tillagde champagne. Laurent-Perrier blev igen toneangivende i forbindelse med en kampagne med promintente personer som grevinden af Dudley, baronessen af Stamford, baronessen af Tollemache og operasangerinden Adelina Patti. Champagneetiketterne blev designet med illustrationer med romantik, kærlighed og bryllupper samt andre begivenheder, der havde stærke feminine træk og rødder (f.eks. en barnedåb).
I nogle reklamekampagner blev der slået på politiske begivenheder. Et mærke anvendte etiketter med henvisninger til den franske revolution i 1789, mens andre brugte illustrationer af den franske dronning Marie-Antoinette. Da 2. verdenskrig stod for døren, valgte champagneproducenterne at bruge billeder af soldater og flag tilhørende de forskellige lande, som champagnen blev eksporteret til. Et hus slog sig også på den stigende antisemitisme, der var i Frankrig op gennem 1930'erne og producerede en Champagne Antijuif (den antisemistiske champagne) med antisemistiske budskaber.
Champagnen i 1800-tallet var væsentligt sødere end den champagne, vi kender i dag. Russernes champagne var meget sød og indeholdt op mod 300 gram sukker/liter. Smagsskiftet mod en tørrere champagne begyndte i 1846, da producenten Perrier-Jouët valgte ikke at tilsætte sødestoffer til champagnen, før den blev eksporteret til London. Dette affødte tredive år senere (1876) variationen Brut Champagne der med tiden blev den moderne champagne.
Champagne og lovgivningen
I den Europæiske Union og en del andre lande er navnet "Champagne" varemærkebeskyttet. Dette blev indført ved Madrid-protokollen fra 1891, og konsekvensen heraf var, at kun mousserende vine produceret i den franske region Champagne og vine, der opnår betegnelsen AOC (Appellation d’Origine Contrôlée), må produceres under varenavnet "Champagne".
Selv udtrykket méthode champenoise (da: "champagne-processen"), må ikke anvendes uden for regionen Champagne.
Andre regioner i Frankrig producerer champagnelignende produkter f.eks. crémant (fra Alsace, Loire og Bourgogne), og en del lande producerer champagnelignende produkter. De fleste lande har hver deres udtryk: I Spanien: Cava. I Italien: Spumante. I Sydafrika: Cap Classique. Ud over disse er der f.eks. en mousserende vin lavet af muscat-druen i Italien, og som er DOCG (Denominazione di Origine Controllata), der hedder Asti og en tysk mousserende vin kaldet Sekt
Foreningen af champagneproducenter under ledelse af Comité Interprofessionel du Vin de Champagne (CIVC) har udviklet et regelsæt for alle vine, der kommer fra regionen, for at kunne beskytte deres økonomiske interesser. Dette indeholder en kodificering af de mest anvendelige områder til vindruedyrkning, de tilladelige druesorter (den meste champagne er produceret af en druesort eller en blanding af op til tre sorter; Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, selv om fem andre sorter også er tilladt), og en lang række produktionsaspekter (modning af druerne, den producerede mængde, forbehandlingen af druerne og tiden som vinen skal opbevares i tønder, før den hældes på flasker). CIVC kan også begrænse mængden af champagne, der frigives på markedet for at kunne opretholde priserne. Kun producenter, der overholder alle disse specifikationer og regler, må producere produktet "Champagne".
